23948sdkhjf

Tre gange 12 til 11 smede

Flotte karakter ved svendeprøver – og en opfordring fra uddannelsesleder Jørgen Johnsen til lærepladserne om at ansætte nye lærlinge.
Jon Gerlak Christensen, Martin Løager Hansen og Kasper Rohdahl Thisted opnåede karakteren 12, da 11 smedelærlinge aflagde svendeprøve på Skjern Tekniske Skole. Karakteren 12 giver samtidig adgang til en indstilling til Metalindustriens Lærlingeudvalgs Pris.

Og generelt var niveauet højt ved svendeprøverne, idet fire opnåede karakteren 10 og fire karakteren 7, der efter den gamle karakterskala ville have givet karakteren 8 eller 9.

Det var derfor en meget tilfreds uddannelsesleder for smedeuddannelsen Jørgen Johnsen, som gav repræsentanterne for de nye smedesvendes lærepladser en orientering – og en opfordring:

- Jeg ser sådan på det, at når en lærling er udlært, så må der også blive en lærlingeplads ledig. Sådan håber jeg også, at I ser på det og ansætter en ny lærling. For det er vigtigt, at der er lærlinge i gang, når vi forhåbentlig snart skal køre med fuld gas igen. Vi ved, at det betyder helt utroligt meget for de unges motivation på grundforløbet, at de har en læreplads at se frem til.

For kort tid siden var det sådan, at virksomhederne ville have deres lærlinge hjem hurtigst muligt – og helst ikke senere end efter 20 uger. Men vi vil gerne beholde dem længere. 30 uger, 40 uger – ja helt op til 60 uger. Og det koster ikke virksomheden noget. Tværtimod kan det give jer dygtigere lærlinge, sagde Jørgen Johnsen.

Han nævnte også de nye regler for grundforløb, hvor virksomheder kan have elever uden læreplads i tre-fire praktikperioder på to uger. Det er uden omkostning for virksomheden, og skolen dækker dem ind forsikringsmæssigt.

Svendeprøverne
Repræsentanterne for lærerpladserne studerede naturligvis med stor interesse deres lærlinges svendeprøver.

Svendeprøverne er udført i grupper, hvor både lærlingenes kreativitet og evne til samarbejde kommer til udtryk. Og både valget af svendestykkerne og udførelsen bærer præg af nytænkning og samarbejde. De fire svendestykker vil alle komme i brug – og måske endda i produktion.

Det gælder en selvkørende havevandingsmaskine, som Mikkel Staal Viuf, Thomas Strandsbjerg Clausen og Michael Houborg Johansen har skaleret ned i havestørrelse fra et stort markvandingsanlæg. De anslår en pris på 15.000 kr. i forhold til eksisterende anlæg, som koster mellem 25.000 og 35.000 kr.

Og Kasper Rolhdahl Thisted har sammen med Martin Løager Hansen og Patrick Lyngsø Drews udviklet en havetraktortrailer med en 200 liter vandtank. Den er bestilt af hans mester, så han kan luge i haven og vande planterne samtidig.

Spændende var også en nytænkning af en smuk pavillon helt i metal. Den kan skilles og transporteres på en almindelig trailer. Den er udviklet af Jakob Møberg Jakobsen, Jon Gerlak Christensen og Thomas Underberg Kirk.

Det fjerde projekt var en bådtrailer, som Kenneth Stig Pedersen meget pragmatisk havde valgt at udføre som svendeprøve sammen med Paw Wedel Vestergaard. Den er bygget til hans nyerhvervede 20 fods sejlbåd, som får liggeplads i Stauning Havn.

Kilde: Uddannelsescenter Ringkøbing Skjern - http://www.uc-rksk.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079