23948sdkhjf

Ny uddannelse styrker offshore-branchen

Offshore-branchen vokser fortsat, og derfor lancerer Erhvervsakademi SydVest nu en ny videregående uddannelse til teknisk manager offshore, der skal bidrage til at højne niveauet og kompetencerne i branchen endnu mere.
Mens andre brancher vånder sig, går det stadig fremad inden for offshore, hvor ikke mindst den markante udvikling inden for offshore vindmølleparker betyder fortsat vækst. Det er godt nyt hos Erhvervsakademi SydVest, der nu lancerer en ny bacheloruddannelse; teknisk offshore manager, der er specifikt rettet mod at hæve kompetenceniveauet inden for offshore-sektoren.

Uddannelsen, der lægger fra land til september, er en overbygning til den eksisterende uddannelse til driftsteknolog og varer to år, så man sammenlagt uddanner sig i fire år, før man kan kalde sig teknisk manager offshore. Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg er det eneste sted i Danmark, hvor den nye uddannelse bliver udbudt.

- Der er stor efterspørgsel efter viden og teoretiske kompetencer i vores sektor, og vi glæder os til at høste frugterne af den nye uddannelse, siger Peter Blach, der er direktør i Offshore Center Danmark.

Peter Blach mener, at uddannelsen har stor berettigelse i Esbjerg, hvor der er gode jobmuligheder.

- Vi regner bestemt med at kunne aftage alle de nye bachelorer, når de første er færdige om to år, og derudover er der også gode muligheder for videreuddannelse i nærområdet, siger Peter Blach.

Teknisk manager offshore er en praktisk orienteret uddannelse, der består af en kombination af ledelses-, driftsmæssige og tekniske fag med offshore teknologi som hovedfag.

Under uddannelsen udfordres den studerende i at kombinere viden om blandt andet maskinteknologi, el-teknologi, energi og miljø, design, drift og vedligeholdelse af større tekniske anlæg - og i at anvende denne viden inden for offshore-området og forsyningsområdet.

Blandt videreuddannelsesmulighederne er masteruddannelserne olie- og gasteknologi, kemiteknik, elektronik samt anlægskonstruktion på Aalborg Universitet Esbjerg eller erhvervsøkonomi, miljøplanlægning, projektledelse, samt transport og maritim management på Syddansk Universitet i Esbjerg.

Kilde: Erhvervsakademi SydVest - http://www.eavest.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078