23948sdkhjf

Mission to Mars

Farum-virksomheden Hugo Jørgensen A/S har netop færdiggjort to titaniums-huse, der skal bruges til et specialdesignet køretøj, som ESA sender til Mars i 2013.
Selv om Hugo Jørgensen A/S har stor erfaring med arbejde i titanium, var det ikke nogen helt almindelig opgave, man fik i forbindelse med ESA’s mission ExoMars. Flere konkurrerende virksomheder takkede nej til at lave den komplicerede konstruktion, men hos Farum-virksomheden tog man udfordringen op.

Opgaven lød på at udvikle og producere de to titaniumshuse, der skal beskytte den avancerede elektronik på Mars-køretøjet. Derudover skal huset også kunne rumme de boreprøver, som ESA vil hente på Den Røde Planet.

- Det specielle ved projektet er, at man har sprængt alle rammer for, hvad der har været muligt at lave på grund af de tolerancer, der skulle arbejdes i. Selve huset var tegnet og designet, så det næsten ikke kunne lade sig gøre, og flere andre virksomheder takkede faktisk nej til opgaven. Vi vurderede fra starten, at der var 70 % sandsynlighed for en succesfuld løsning, og det viste sig heldigvis, at vi fik ret, forklarer Bjarne Plannthin fra Hugo Jørgensen A/S.

Arbejdet med konstruktionen gav da også en del hovedbrud hos Hugo Jørgensen A/S’ ingeniører. Til formålet brugte man titanium gr. 5, som er specielt egnet til aggressive miljøer.

- Det tog ca. en måned at producere husene, fordi vi var nødt til at lave en masse forsøg for at finde frem til den rigtige konstruktion. Selve emnet kunne sagtens produceres på en dag, men det der har taget tid er arbejdet med alle de fine tolerancer i materialet. Det er vigtigt, at konstruktionen er pålidelig, og at materialet ikke slår sig, fortæller Bjarne Plannthin.

Det var samarbejdspartneren Kongsberg i Norge, der anbefalede den danske maskinfabrik til opgaven, og det er ikke første gang, at de gode forbindelser til Norge har kastet opgaver af sig.

- Sådan er det i Norge – her betyder netværk utroligt meget. Når først man er inde i varmen hos en virksomhed og løser opgaven tilfredsstillende, så bliver man hurtigt anbefalet til andre virksomheder. I Norge har det blandt andet betydet, at vi har fået en opgave med at levere dele til førerløse ubåde, der skal bruges på boreplatforme, siger Bjarne Plannthin.

Også arbejdet med Mars-køretøjet har givet positiv omtale blandt kollegerne, og ifølge Bjarne Plannthin er det meget værd for en virksomhed som Hugo Jørgensen A/S.

- Det en af den slags opgaver som kaster andre ordrer af sig. Fx har den løftet os ind i DTU Space, hvor vi har leveret titaiumskruer til deres satellitter.

Efter planen skal ESA’s køretøj af sted mod Mars i 2013. Det forventes at lande deroppe i 2014, hvorefter det skal tage en række boreprøver, som skal sendes tilbage til Jorden for nærmere analyse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125