23948sdkhjf

Synergi 09 – det ka’ vi li’

Udstillerne havde kun lovord til overs for Unimercos messe Synergi 09, der sluttede torsdag.
Metal Supply lagde vejen forbi Synergi 09 for at lodde stemningen blandt udstillerne. Og noget tyder på, at Unimercos budskab om, at hele branchen ikke er gået i sort, og at man ved samarbejde kan komme styrket ud af krisen er blevet hørt. I hvert fald var der ingen krisestemning på messen i Sunds, og det var en flok glade, tilfredse og optimistiske udstillere, Metal Supply fangede for en kommentar.
- I dag har været langt over forventning. Det har været absolut positivt. Vi er blevet inviteret af Unimerco, og hele konceptet tiltaler os. Vi er både kolleger og konkurrenter samlet på et lille område, og det giver kunderne mulighed for at sammenligne os – og det vil vi gerne. Det er også dejligt med den positive tilgang. Krisen bliver talt større, end den i virkeligheden er, lød det fra Kent Bøje fra IP Maskiner onsdag eftermiddag. Han tilføjer:

- Det gode ved messen er også, at vores kunder kan se os i sammenhæng med andre virksomheder. Nogle af vores kunder har måske aldrig hørt om Unimerco, men nu kan de pludselig se vores maskiner sammen med Unimercos værktøjer og på den måde se andre løsninger på deres behov. Det er ikke helt forkert, at man har brugt ordet synergi – udstillerne kan virkelig drage nytte af hinanden.

Han kunne samtidig fortælle, at flere interesserede kunder havde lagt vejen forbi IP Maskiners stand på messen.

Interesserede kunder havde man også haft på forsvars- og sikkerhedsnetværket CenSecs stand. Her var direktør Anton Villadsen ganske tilfreds med arrangementet.

- Der har været mange mennesker i dag, og vi har da også talt med et par potentielle medlemmer til CenSec, som vi ikke kendte til på forhånd. Så arrangementet har været godt, og der er da også virksomheder imellem, som er interessante for os at komme i kontakt med, beretter han.

Derudover ser han messen som et godt eksempel på, at det netop under finanskrisen er vigtigt for virksomhederne at komme ud blandt kunderne for at vise produkterne frem høre mere om kundernes behov og ønsker.

- Man kan generelt sige, at i økonomiske nedgangstider så er det en dårlig ide for vores medlemmer og virksomheder generelt at vælge en messe fra – derfor er vi også med her. Og vi mener faktisk, at det lige nu er vigtigt, at man gør ekstra meget ud af sit salg og markedsføring, siger Anton Villadsen, og tilføjer:

- Det her er jo et godt sted at øve sig, hvis man ikke har mod på at deltage på en af de store messer. Det er økonomisk overkommeligt, og det er et godt sted at hente information om branchen.

Også Flemming Iversen fra Hobro Maskinfabrik var faldet for Synergi-konceptet.

- Indtil nu har det været rigtig godt – vi har haft tre rigtig gode kunder på besøg på vores stand. Vi bruger messen som markedsføring for at vise kunderne, at vi eksisterer – og så er det hele jo meget afslappet. Vi arbejder meget i my-området, og det er også det, vi har fokuseret på her på standen, fortæller han.

- Jeg synes, at det er fornemt af Unimerco, at de laver sådan et arrangement. Jeg læste selv om det på Metal Supply og ringede straks og spurgte, om vi måtte være med, uddyber han.

Han understreger også, at optimismen er i behold hos Hobro Maskinfabrik, og derfor regner Flemming Iversen med, at den nordjyske virksomhed atter vil begynde at nyansætte medarbejdere i løbet af den kommende måned.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093