Ifølge Berlingske Business har Vestas indgået et samarbejde med en stor amerikansk koncern om udveksling inden for forskning og udvikling. De to samarbejdspartnere forventer, at man kan lære noget af hinanden, og for Vestas’ vedkommende er det også et håb, at man kan komme til at stå stærkere på det amerikanske marked.
Berlingske gættede tirsdag på, at der var tale om den amerikanske Caterpillar-koncern, men det er siden blevet afvist af Jan Kristiansen, vicepræsident og chef for Vestas’ forsknings- og udviklingsaktiviteter.
Han vil dog senere i dag afsløre navnet. Det sker på et pressemøde i forbindelse med den klimakonference, der afholdes i København i disse dage.