I dag indleverede Saab Automobile en ansøgning om rekonstruktion til Tingsretten i Vänersborg. Skridtet kommer, efter at det mislykkedes for den kriseramte svenske bilproducent at få støtte fra den svenske stat. Dermed har Saab Automobile taget fat på plan B, og med rekonstruktionen håber man at kunne få tid og ro til atter at komme på ret køl. Det skriver Ny Teknik.
En af de store hurdler i Saab er koncernens enorme gæld, der løber op i 11,3 mia. svenske kr. Godtager Tingsretten Saab Automobiles rekonstruktionsplan, vil man dog være beskyttet mod kreditorerne i op mod et år, og samtidig har man muligheden for at forhandle en akkordordning. Da hele 8,4 mia. svenske kr. af gælden er til moderselskabet GM kan Saab Automobile relativt let gennemtvinge en akkordordning, der nedskriver gælden med 75 %.