I 2009 regner Westtech – det tidligere THK Maskinfabrik - med at nå en vækst på 10 %, og samtidig fortæller medejer Thomas Kirk, at det også kan blive nødvendigt at ansætte nye medarbejdere for at følge med efterspørgslen. Dermed afslører han også, at virksomheden ikke har mærket noget til finanskrisen. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.
- Selvfølgelig kan vi mærke de strømninger, der er i branchen. Men indtil videre er det lykkedes os at styre fri af krisen, fortæller virksomhedens anden medejer, Allan Sørensen, til Nordjyske Stiftstidende.
Thisted-virksomheden har i dag otte medarbejdere inklusive de to medejere, og man fungerer som underleverandør af kundespecificerede emner.