23948sdkhjf

Konference om klimaudfordringer for maskinmestre i Norden

Den nordiske organisation for 30.000 maskinmestre holder klimakonference med fokus på maskinmestrenes bidrag til at reducere det globale CO2-udslip.
De 30.000 maskinmestre i Norden spiller en afgørende rolle i de fremtidige klimaudfordringer. Med kernekompetencer som viden og erfaring i effektiv drift og vedligeholdelse af tekniske anlæg arbejder mange af de nordiske maskinmestre med energi og miljø. De er samtidig med til udvikle nye teknologier til at reducere det globale CO2-udslip.

På en af årets første klimakonferencer tirsdag 24. februar i København sætter sammenslutningen af maskinmestrenes organisationer i Norden, Nordiska Maskinbefälsfederationen, fokus på maskinmestrenes og de nordiske landes potentiale inden for udvinding og effektiv brug af energi.

- Vi bidrager gerne i den globale opgave med at vise nye veje til en effektiv energiudnyttelse, siger Per Jørgensen, præsident for Nordiske Maskinbefälsfederationen og formand for Maskinmestrenes Forening i Danmark.

- Det internationale samfund er afhængig af fossile brændstoffer som kul, olie og gas mange år frem i tiden, men på længere sigt vil alternative energikilder som vindkraft, biomasse og solenergi kunne dække en større del af energibehovet. Skal CO2-udledningen reduceres, er det afgørende, at der fortsat arbejdes med energibesparelser og en effektivisering af eksempelvis driften af kraftværker, ligesom der skal udvikles nye motorer til skibe, tog og biler, siger Per Jørgensen.

Foruden konkrete eksempler på maskinmestrenes arbejde med energioptimering i forskellige industrier i de nordiske lande vil der også blive fokuseret på skibsfartens arbejde med klimaudfordringerne i det tværfaglige projekt med Green Ship of the future.

Desuden vil vicedirektør Lars Aagaard fra Dansk Energi sætte nationalstatens rolle i klima- og energipolitikken i perspektiv, mens vicedirektør Jakob Lau Holst fra Vindmølleindustrien fokuserer på de muligheder og krav, som klimaforandringerne rummer for vindmølleindustrien. Endelig vil Energistyrelsens internationale direktør, Hans Jørgen Koch, sætte fokus på EU's klima- og energipolitik frem mod topmødet i Danmark til december.

Kilde: Maskinmestrenes Forening - http://www.mmf.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082