23948sdkhjf

Linak-pioner overtager Recon

Den 41-årige Operation Manager Leif Jørgensen har netop overtaget Sønderborg-virksomheden Recon A/S i Ragebøl.
Firmaet hører til blandt områdets højteknologiske virksomheder og fremstiller værktøjer til medicinal- og plastindustrien. Samtidig sprøjtestøber virksomheden også tekniske plastemner.

Recon blev etableret 1. marts 1979 af maskiningeniør Knud Erik Hansen. Han forlod en stilling på Danfoss for at etablere egen værktøjsfabrik i Dybbøl. I 1986 etablerede Recon en afdeling til produktion af specialemner i plast. I 2005 flyttede Recon ind i GASA’s tidligere bygninger i Ragebøl uden for Sønderborg.

Recon beskæftiger 35 medarbejdere. 25 % af værktøjsemnerne eksporteres. Eksportandelen af sprøjtestøbte plastemner er i øjeblikket på 15 %. Aftagerne er virksomheder overalt i Europa.

Leif Jørgensen hører til blandt pionererne hos Linak i Guderup. Han var blandt de 10 første medarbejdere og kunne om et par måneder have fejret 25 års jubilæum. Efter en uddannelse som maskinarbejder blev han i en alder af blot 22 år chef for den afdeling, hvor han var udlært. Senere har Leif Jørgensen udbygget sin ledelsesmæssige teori ved gennemførelse af en teknonom uddannelse og deltagelse på talrige lederkurser i ind- og udland. Den praktiske ledelse har han blandt andet udført i USA, hvor han i perioden fra 1999 til 2002 var med til at etablere Linak US. Senere har arbejdet omfattet mange opgaver i blandt andet Kina og Slovakiet.

Det er aftalt, at Knud Erik Hansen i en given periode fortsætter som konsulent. Den nye bestyrelse i Recon består indtil videre af formanden advokat Poul Thue Kristensen, Sønderborg, tidligere erhvervskundechef i Danske Bank, Erling Lausen, Sønderborg og Leif Jørgensen, der privat bor i Svenstrup på Als.

Parterne er enige om ikke at oplyse de økonomiske detaljer i handelen. Overtagelsen sker med tilbagevirkende kraft den 1. januar 2009.

Kilde: Recon - http://www.recon.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094