23948sdkhjf

Supply chain samarbejde indenfor robotteknologi

I forbindelse med OL 2012 skal RoboTool, ABB og SAPA i samarbejde levere en højteknologisk robot til undergrundsbanen i London.
I den forbindelse afholdte de tre leverandører i sidste uge en velbesøgt presse- og teknisk konference hos RoboTool i Vejen, hvor deltagerne blandt andet kunne se robotten i funktion. Dagen var delt op i en presseevent, en teknisk konference og uddybende spørgsmål fra de fremmødte journalister, leverandører og kunder.

Et samarbejde, der bærer frugt
Victoria Line er det velforgrenede undergrundsnet, som forbinder centrale dele af London, og som dagligt benyttes af tusinder af mennesker, og som nu skal opgraderes frem mod OL 2012. Bombardier Transportations skal stå for opgradering af de eksisterende togvogne i London. RoboTool skal udstyre kvalitetsrobotter fra ABB med højteknologisk værktøj, som kan planfræse og slibe siderne af togvognene. Sideprofilerne er produceret og leveret af SAPA Profiler A/S. Robotterne er fra ABB, da ønsket har været meget stabile, stive og robuste robotter, som egner sig fortrinligt til opgaverne. I alt op imod 2.160 sidepaneler skal forarbejdes svarende til seks stk. pr. togvogn (der er otte vogne på et togsæt).

- Dette er et godt eksempel på et virkelig godt supply chain samarbejde, hvor hver virksomhed udnytter og byder ind med sine specialkompetencer, således der opnås et, for kunden, optimalt resultat, udtalte direktør for RoboTool Leif Thomsen.

- Det har været en lang og til tider vanskelig proces at nå til målet i dag, men så er glæden over, at det er lykkedes jo endnu større, udtalte produktionschef fra SAPA Lars Juhl i sin åbningsreplik til konferencen.

Knud Erik Lindberg fra ABB kom ind på den nye Force Sensing teknik, som er anvendt i forbindelse med udviklingen af den nye robotcelle. En 3-D sensor ”kører” henover sideprofilen/emnet, måler op og tager bestik af overfladen (mærker eventuelle konturer). Denne information gives tilbage til robotten, som så programmeres, og arbejdsprocessen kan igangsættes. Selv hastigheden på arbejdsprocessen (slibningen) styres i forhold til emnets beskaffenhed.

- Fordelene ved denne nyudviklede sensorteknik er mange. Vi har blandt andet force control, hvilket bevirker, at vi kan styre hastigheden, således emnet bliver slebet mest, hvor behovet er størst, udtalte Knud Erik Lindberg fra ABB.

- Kravet til slibning af togsiderne var, at spartling skulle undgås, hvorfor overfladeslibningen skulle være perfekt. Dette stiller krav til både robot og værktøj, fastslår Leif Thomsen.

- Vi kender denne type opgaver gennem andre udviklingsprojekter og var derfor klar på, at opgaven skulle godkendes efter hver proces, inden vi kunne gå videre. Dette gør selvfølgelig udviklingsarbejdet til en længerevarende opgave, men resultatet bliver til gengæld optimalt, konkluderer direktøren.

Kilde: RoboTool - http://www.robotool.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14