23948sdkhjf

Dansk Metal siger ja til overenskomst

Fagforeningens hovedbestyrelse har på et møde mandag besluttet at anbefale et ja til overenskomstaftalen, når det kommer til urafstemning blandt medlemmerne.

Den nye treårige aftale sikrer på flere helt centrale områder nye rettigheder og muligheder til medlemmerne, og aftalen peger fremad med fokus på uddannelse, bedre vilkår for børnefamilier, ny mulighed for op til 32 seniorfridage og bedre værktøj til håndtering af udfordringer på vikarområdet, lyder det fra Dansk Metal i en pressemeddelelse.

Med aftalen fordobles virksomhedernes indbetaling på medarbejdernes Fritvalgs Lønkonto fra 2 procent til 4 procent i løbet af overenskomstperioden. Det er en markant forbedring, der giver det enkelte medlem flere penge til eksempelvis fridage, pension, seniorordning eller kontant udbetaling.

Ret til 32 seniorfridage fem år før pension
Medlemmerne på Industriens Overenskomst får ret til at holde op til 32 seniorfridage hvert år de sidste fem år før pensionsalderen – når forhøjelsen af Fritvalgs Lønkontoen er fuldt indført.

Med aftalen bliver der markant bedre muligheder for, at medlemmerne af Dansk Metal kan løfte deres kompetencer via efter- og videreuddannelse. Det bliver således eksempelvis muligt at tage en hel akademiuddannelse og samtidig bevare fuld løn. Det har længe været et klart mål for Dansk Metal. Samtidig bliver der skabt bedre muligheder for læse/skrive-kurser, så vi kan få løftet bredt.

Hidtil har medlemmerne kunnet afholde 13 ugers forældreorlov og fået udbetalt maksimum 145 kr. per time. Med den nye overenskomstaftale ændres dette til fuld løn under de 13 ugers forældreorlov. Medlemmer med børn under 14 år får desuden ret til at trække på Fritvalgs Lønkontoen til to omsorgsdage.

Bedre værktøj på vikarområdet
Tillidsrepræsentanterne får med overenskomstaftalen bedre værktøj til at kontrollere vilkårene for vikarer på virksomheden. Samtidig bliver reglerne for vikarer forbedret, så de opnår anciennitet hurtigere, og det sikres, at der ikke kan snydes med ancienniteten via skifte fra ét vikarbureau til et andet.

Med aftalen bliver alle lærlinge omfattet af pensionsordning, når de fylder 20 år. Dermed sikres en tidlig start på pensionsindbetalingerne for alle lærlinge. Dette træder i kraft i 2018.

Mindstebetalingssatsen, der i dag udgør 113,65 kr., forhøjes med 2,00 kr. per 1. marts 2017 og hvert af de følgende to år. Genetillæg reguleres med 1,6 procent per 1. marts 2017 og hvert af de følgende to år. Lærlinge– og elevsatser reguleres 1,7 procent pr. 1. marts 2017 og hvert af de følgende to år.

En god aftale
Dansk Metals hovedbestyrelse finder, at en aftale med en overenskomstperiode på tre år er fornuftig set i lyset af de gode elementer, som aftalen rummer.

Samtidig vurderer hovedbestyrelsen, at resultatet giver plads til de kommende lokale lønforhandlinger, hvor der er mulighed for at forhandle yderligere forbedringer hjem direkte på lønnen. Hovedbestyrelsen vurderer ligeledes, at aftalen, der indeholder mange gode elementer for medlemmerne, samtidig sikrer danske virksomheders konkurrenceevne til gavn for vækst og beskæftigelse. Derfor anbefaler hovedbestyrelsen alle medlemmer at stemme ja til aftalen, når den bliver sendt til urafstemning.

/he/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109