23948sdkhjf

VTM bliver rekord-stor

VTM 2017 i Odense sætter ny rekord med 132 udstillere, der beslaglægger 12.000 kvadratmeter.

Krisen er overstået. Overalt melder virksomheder om fremgang. Skal væksten fastholdes, er metal- og maskinindustrien nødt til at investere i både nye maskiner og automatiseringskoncepter – uanset virksomhedens størrelse, produktionsvolumen, seriestørrelser eller produkternes kompleksitet

Leverandørerne af det udstyr og de løsninger, der kan gøre en forskel for metal- og maskinindustrien, er klar. I dagene fra den 28. februar til den 3. marts præsenterer de det nyeste af det nyeste på værktøjsmaskinudstillingen VTM 2017 i Odense Congress Center. 

Fagmessen venter, at godt 6.000 fagfolk besøger udstillingen, der beslaglægger ikke mindre end 12.000 kvadratmeter. Det er rekord.

Fagfolkene får følgeskab af flere end 1.200 folkeskoleelever og studerende fra landets erhvervsskoler. Arrangørerne Dansk Værktøjsmaskinforhandler Forening, Odense Congress Center, Teknovation og Bitvas faggruppe for Skærende værktøj og Metrologi, har tilrettelagt aktiviteter, der skal få unge til i højere grad at interessere sig for en uddannelse indenfor metal- og maskinindustrien. 

Udover at besøge de 132 stande får gæsterne mulighed for at stifte bekendtskab med teknologierne bag Industri 4.0-konceptet. Alle virksomheder kan få en gevinst ud af at anvende en eller flere af teknologierne eksempelvis 3D-metalprint, lyder budskabet fra messearrangørerne.

Under overskriften ”Den smarte fabrik og Smart produktion” præsenterer forskere og specialister fra Syddansk Universitet og Aalborg Universitet en række konkrete og inspirerende cases. Det sker med afsæt i samarbejdsprojekter med en række virksomheder og ph.d. -projekter. Her vil man opleve de muligheder, der skabes, når mennesker, maskiner og materialer kommunikerer problemløst med hinanden.

En konference med overskriften ”Right first time” arrangeret af Industrisamarbejdet, der er en del af Dansk Industri, understøtter  4.0-konceptet. Automatisering og robotter er en vigtig forudsætning for at fastholde og skabe nye arbejdspladser og samtidig være med til, at produktionen trækkes tilbage til Danmark. Konferencen finder sted den 2. marts og giver fagfolkene konkrete eksempler på, hvordan de kommer i gang med automatiseringsprocessen, der har stor effekt på arbejdsmiljøet i virksomhederne.

- Vi ved, at mange beslutningstagere lægger stor vægt på at følge med i den teknologiske udvikling. Vi ved også, at mange har forrygende travlt i deres virksomheder. For at imødekomme dem har vi den 2. marts udvidet vores åbningstid, så alle har mulighed for at få den fornødne inspiration. Det sker under overskriften ”Metal after dark”. Vi håber, at mange beslutningstagere tilrettelægger arbejdet i virksomhederne, så også medarbejderne kan besøge messen og dermed kunne komme med input til, hvordan virksomheden kan styrke sin position, siger messechef Krista Kristensen.

Artiklen er en del af temaet VTM 2017.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094