GPV har opnået ordren fra Pratt og Whitney i konkurrence med en række internationale virksomheder, og ordren omfatter leverancer af en kritisk komponent i flymotoren.
Det er især GPVs deltagelse i Joint Strike Fighter-programmet, der har ført til samarbejdet med den amerikanske producent af flymotorer til det nye jagerfly Joint Strike Fighter (F35), der over en længerevarende årrække skal afløse F16-flyene samt en række andre flytyper.
- Indgåelsen af aftalen med Pratt & Whitney er et gennembrud for GPV. For nogle år siden besluttede GPV at søge at kvalificere sig til at blive underleverandør til forsvars-, rum- og luftfartsindustrien, og det har krævet opbygning af særlige kompetencer og opnåelse af en række specielle godkendelser. Det er vi lykkedes med, og vores satsning begynder nu at bære frugt. Vi håber at kunne indgå flere kontrakter af lignende karakter fremover, siger administrerende direktør i GPV A/S, Jørgen K. Hansen.
Ordren har ikke indflydelse på forventningerne til indeværende års omsætning og indtjening.
Kilde: GPV A/S.
http://www.gpv.dk