Dansk Metals formand Thorkild E. Jensen opfordrede i går på Metals forretningsudvalgsmøde til at sætte øget fokus på arbejdsmiljøet.
Det sker på baggrund af to dødsulykker i jern- og metalindustrien. Den ene skete på pumpefabrikken i Bjerringbro. I den anden dødsulykke blev en servicetekniker trukket gennem gearhjulet i en vindmølle.
- Arbejdsmiljøet ville være godt i Danmark, hvis alle regler blev overholdt. Vi skal dog ikke regne med hjælp fra regeringen. Derfor må vi have det forebyggende arbejdsmiljøarbejde op i niveau, og vi må sikre, at sikkerheds-repræsentanten har en status, så man ikke i dagligdagen tilsidesætter opmærksomheden omkring arbejdsmiljøet, sagde Metal-formanden.
På den internationale arbejdsmiljødag 28. april vil Metal-formanden være til stede på en række arbejdspladser.
Han opfordrer Metals 81 afdelinger til at afsætte arbejdsmiljødagen til at besøge virksomheder med miljøkasketten på.
Kilde: Dansk Metal.