I samarbejde med iNano, der er Nordeuropas mest fremtrædende center inden for nanoteknologi, har Fibertex taget fat på at undersøge mulighederne for at bruge nanoteknologi i deres produktionsprocesser.
- Ved hjælp af nanoteknologi ønsker vi at ændre fibrenes evne til f.eks. at brænde, suge eller sky vand samt deres hårdhed. Man kan ændre det i begge retninger, forklarer Flemming Besenbacher, professor og direktør hos iNANO ved Århus Universitet, til Dagbladet Børsen.
Fibertex producerer såkaldte nonwovens, der bliver brugt som råmateriale en lang række steder, blandt andet i møbel- og sengeindustrien samt bilindustrien.
Projektet med at udvikle ”nanononwovens” forløber over en fireårig periode og bliver støttet af Højteknologifonden.