Medindehaver af Scaniro, Lars Ole Rærup, vil ikke oplyse, hvem man overtager produktionen af understel fra, men til gengæld er han ikke i tvivl om, at det kommer til at betyde udvidelser af bemandingen på fabrikken i Fjerritslev. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.
- Det er en produktion, som vi er gearet til at overtage, fordi den stemmer fint overens med den produktion, vi har i forvejen. Organisatorisk sker der ingen ændring, og vi har plads til de specialmaskiner og det råvarelager, som skal flyttes hertil, siger han til Nordjyske Stiftstidende.
Han vurderer, at Fjerritslev-virksomheden vil få brug for både faglærte og ufaglærte arbejdere til den nye produktion, som ventes at blive påbegyndt i slutningen af januar.