23948sdkhjf

Vindmølleindustrien frygter ikke Trump på kort sigt

Frem til 2021 er udsigterne på det amerikanske marked gode for vindmølleindustrien uanset valgets udfald.
Det kan godt være, at Donald Trump ikke har meget til overs for vindmøller.

Men det betyder alligevel ikke det store her og nu for de danske vindmølleproducenter, hvis republikaneren skulle vinde tirsdagens præsidentvalg.

Det forklarer Jan Hylleberg, der er administrerende direktør for brancheforeningen Vindmølleindustrien.

- På den korte bane blev der sidste år vedtaget et nyt femårigt støttesystem i USA, der løber til og med 2021.

- Så selv om nogen måtte have ønske om at ændre det, bliver det svært med de beføjelser, som præsidenten har, siger direktøren.

Han mener derfor, at valget har størst betydning på den lidt længere bane.

- Det er altid vigtigt, hvilken holdning den amerikanske præsident har, fordi han eller hun kan lægge en linje, der trækker eller presser de øvrige kamre i det politiske system.

- Aktuelt handler det om at følge op på Paris-aftalen fra sidste år, og her er der nok forskel på, hvor hurtigt de to kandidater vil skride til handling, siger Jan Hylleberg.

Han har noteret sig, at Donald Trump støtter den amerikanske olieindustri for at bevare eller skabe så mange arbejdspladser som muligt.

Men det argument behøver ikke koste danske vindmøllevirksomheder omsætning.

- Det nordamerikanske marked er det næstvigtigste efter det nordeuropæiske set med danske briller.

- Derfor er mange danske virksomheder allerede etableret i USA, og derfor er en stor del af det, der bliver solgt derovre, faktisk produceret eller samlet derovre, siger Jan Hylleberg.

Den danske vindmøllegigant Vestas har sit største marked i USA. Vestas' finansdirektør, Marika Fredriksson, vurderer i et interview med Ritzau Finans, at det vil være svært at for en kommende præsident at ændre på den femårige forlængelse af støtteordningen.

- Trump har været tydelig med sit syn på vedvarende energi, men han har været ligeså tydelig om, at han ønsker at beskytte amerikanske job, og vindmølleindustrien beskæftiger en masse i USA.

- Så vi må vente at se, hvordan tingene udvikler sig, siger Marika Fredriksson til Ritzau finans.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.408