23948sdkhjf

Nyt om navne: Hydra-Comp styrker organisationen

Hydraulik-specialisten fra Skive udvider medarbejderstaben med en salgschef, ny værkfører og tekniker. Travlhed og vækstambitioner kræver forstærkninger.
Alle kerneområder bliver optimeret med ansættelserne, og de nye ansigter er allerede godt i gang hos Hydra-Comp. Direktør Jørgen Jacobsen glæder sig over, at man har tilknyttet erfarne profiler til vigtige positioner i virksomheden.

Den nye salgschef, Claus Lanner, har tidligere været hos Fritz Schur Teknik gennem 13 år. Stor salgserfaring og forhåndskendskab til hydraulikbranchen blev vægtet højt i rekrutteringsprocessen, da man ville have en person, der tidligere havde ”gået vejen”, understreger direktøren.

- Kunderne har høje forventninger til rådgivningen i salgsafdelingen – og vi stiller stadig højere krav til os selv. Markedsandelen skal øges, og Claus Lanner kan gå direkte ind og gøre en forskel. Han ved, hvad der skal til, siger Jørgen Jacobsen og tilføjer, at man i et travlt efterår oplever stigende efterspørgsel på rustfri hydraulikcylindre fra levnedsmiddelindustrien. Samtidig placerer maskin- og transportbranchen stadig flere ordrer i Skive.

- Claus Lanner og salgsteknikerne har rigeligt at gå i gang med. Vi skal benytte den aktuelle medvind til at få flere kunder ombord.

Mere strategisk tilgang påkrævet
Poul Sørensen, en anden branchekendt herre, er ansat som ny værkfører med ansvar for produktion og værkstedsafdeling. Han skal sikre en løbende procesoptimering, da flere leverancer kræver stadig mere udførlig dokumentation. Derfor er en mere strategisk tilgang til de daglige opgaver påkrævet. Især når man oplever stigende tilgang af hasteordrer og har vækst på servicesiden.

Samtidig har man udvidet den tekniske afdeling med Morten Foli, der udover kundetilpassede specialløsninger, kommer til at fokusere på videreudvikling af Hydra-Comp´s online cylinderkonfigurator. Morten Foli har netop færdiggjort uddannelsen til produktionsteknolog, fortæller Jørgen Jacobsen.

- Han er oprindeligt uddannet smed, og det er et stort plus, han har det med i bagagen. Og med Pouls mange års erfaring som værkfører, så er begge en stor gevinst for huset, fastslår han og understreger, at de tre ansættelser skal bringe yderligere vækst til Skive-virksomheden. Flere tiltag er lanceret de seneste år, og direktøren noterer, at kunderne i både Norge og Sverige lægger flere ordrer i kurven i webshoppen.

- Der sker en masse ting i øjeblikket. Både herhjemme og på eksportmarkedet. Med tilføjelserne til medarbejderstaben er vi optimalt rustet til 2017. Mulighederne skal udnyttes, og vi har store forventninger til fremtiden, slutter en optimistisk Jørgen Jacobsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093