23948sdkhjf

Spangkilde Teknik kåret til årets læreplads

Det var en af den slags telefonsamtaler, der bare ikke rigtigt gik igennem.
I hvert fald ikke for Jan Michaelsen, direktør for Spangkilde Teknik. For i telefonen var en eller anden, der forsøgte at bilde ham ind, at Spangkilde Teknik var blevet kåret som den lokale vinder af Årets Læreplads i 2008 for VIA's erhvervsuddannelser i Horsens.

- Jeg kiggede mig rundt for at se, hvor man havde skjult kameraet. Det kunne ikke passe, siger han med et smil.

Men det kunne det. For manden i den anden ende af telefonsamtalen var Kim Clausen, uddannelsesleder for erhvervsuddannelserne VIA Horsens, og han forsøgte uden held at meddele, at dommerpanelet - uden nogen tvivl - havde valgt Spangkilde Teknik.

Baggrunden er, at Spangkilde Tekniks voksenlærling, 27-årige Bjørn Søgaard, er så begejstret for sin læreplads til industritekniker, at han uden at fortælle sin chef om det, havde indstillet virksomheden til titlen.

- Det var selvfølgelig, fordi jeg mener, hvad jeg skriver i min indstilling. Men det var også for at tage fusen på Jan. Det lykkedes til fulde, griner Bjørn Søgaard, mens Jan Michaelsen så småt er ved at vænne sig til tanken om hæderen.

For når han tænker sig om, kan han godt genkende det billede, som Bjørn Søgaards Årets Læreplads-indstilling tegner af Spangkilde Teknik som et sted, hvor lærlinge får lov at være med i alle dele af produktionen, og hvor der hver dag er noget nyt at lære.

- Da vi så kiggede lidt rundt og tænkte os om, kunne vi måske godt genkende os selv i det, som Bjørn havde skrevet. Men vi er en virksomhed, der har eksisteret i 32 år, og vi har aldrig tidligere oplevet noget som dette, siger Jan Michaelsen.

Helene Pedersen, teamleder for VIA's erhvervsuddannelser Horsens, har siddet med i dommerpanelet. Hun understreger, at Spangkilde Teknik er blevet valgt af et enigt dommerpanel. Ikke mindst, fordi Bjørn Søgaard nævner mange usædvanlige forhold i indstillingen.

- Vi kunne tydeligt mærke, at Bjørns indstilling kommer lige fra hjertet. Vi kan mærke, at Spangkilde Teknik er ambitiøs på lærlingenes vegne. Derudover fremgår det, at lærlingene på Spangkilde Teknik er en del af kammeratskabet på arbejdspladsen, siger hun.

Den første gang, Bjørn Søgaard og Jan Michaelsen mødtes, var Bjørn Søgaard på jagt efter arbejde - i første omgang var en ufaglært stilling slået op hos Spangkilde Teknik. Men da Bjørn Søgaard henvendte sig, var meldingen, at stillingen var besat.

Det slog dog ikke Bjørn Søgaard ud, for han havde bemærket, at jobopslaget nævnte muligheden for uddannelse, og derfor gik han Jan Michaelsen på klingen, for måske han kunne bruge en voksenlærling inden for industritekniker-uddannelsen.

- Det viste bare, at det var en energisk ung mand. Det har vi stor respekt for. At han så stod herude 30 minutter efter, at vi havde talt sammen i telefonen, ja det understregede det bare endnu mere. Siden har vi oplevet Bjørn som en særdeles pålidelig medarbejder, der ikke går af vejen for en udfordring, siger Jan Michaelsen.

Bjørn Søgaard har da også noteret sig, at det ikke er blevet til ret mange kedelige arbejdsopgaver.

- For jeg har da fejet gulvet. Men den første dag på jobbet blev jeg sat hen til en maskine. Og så fik jeg ellers lov at lære den at kende. Siden har jeg fået lov at programmere og arbejde med CNC-maskiner. Og jeg kan da høre på dem, jeg går på hold med på skolen, at det får de ikke lov til på samme måde, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094