23948sdkhjf

Sikring af fremtiden

Familien bag JHM-Jørgen Hansen Maskinfabrik A/S har som led i en sikring og styrkelse af virksomheden valgt at sælge 75 % af aktierne, så der i dag er 4 ejere.
Jørgen Hansen Maskinfabrik i Holsted i Sydjylland har gennem en årrække oplevet en positiv udvikling og ikke mindst købet af Moldow Systems A/S, der blev overtaget i oktober 2003, har bidraget til den udvikling.

For at sikre en forsat udvikling, ikke mindst på det globale marked, har familien imidlertid anset det for vigtigt at tilføre virksomheden yderligere ekspertise i bestyrelsen og ejerkredsen.

JHM har derfor udvidet ejerkredsen med FIH KapitalPartner A/S, Genua A/S og Hoffmann Capital A/S. De to sidstnævnte har begge rødder i det vestjyske og er ultimativt ejet af henholdsvis Grunnet-familien, der tillige ejer Primo-koncernen og af Johan P. Hoffmann, der tidligere har ejet Arovit-koncernen.

FIH KapitalPartner A/S er et datterselskab 100 % ejet af FIH Erhvervsbank A/S, med fokus på investering og udvikling af danske industrivirksomheder.

- Vi har gennem den seneste tid ført drøftelser med de nye medejere og er ikke i tvivl om, at de på positiv vis kan være med til at udvikle virksomheden yderligere. Vi har allerede fra de første indledende drøftelser følt en fælles holdning til de normer og værdier, som skaber en sund og god virksomhed, udtaler A. Birgitte Ipsen og K. Preben Hansen.

Ledelsen forventer, at virksomheden inden for de kommende år vil realisere en forsat vækst, ligesom der bliver arbejdet på nye markeder og produktområder.

Ændringen af familiens ejerandel til 25 % får ingen betydning for den daglige drift.

Virksomhedens direktion vil fortsat udgøres af K. Preben Hansen. Ligeledes vil repræsentanter for familien og de nye investorer udgøre virksomhedens bestyrelse.

JHM har ca. 125 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Holsted og kontoret i Værløse.

Kilde: Pressemeddelelse fra JHM-Jørgen Hansen Maskinfabrik A/S.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078