Moderselskabet Stenhøj Holding kom ud af 2015/2016 med et overskud på 20,1 mio. kr., og det betød en fordobling fra året før. Omsætningen steg samtidig med 8 procent til 695,2 mio. kr. Det skriver Vejle Amts Folkeblad. Fremgang har især været udtalt i datterselskabet Stenhøj A/S, der producerer autolifte – her har sorte tal afløst flere år med røde tal. I 2016/2017 forventer virksomheden fremgang i både omsætning og overskud. - Vi har øget vort fokus på blandt andet produktudvikling og markedsføring, og resultaterne ses tydeligt på den øgede ordretilgang, siger direktør Søren Dyøe Madsen til Vejle Amts Folkeblad.