23948sdkhjf

Blaaholm A/S dobler op på trekvart år

Esbjerg-virksomheden er gået fra 45 til 85 medarbejdere siden årsskiftet.
Der er fart på hos Blaaholm – det kan administrerende direktør Torben Blaaholm i den grad skrive under på. Hele 40 nye kolleger er kommet til siden årsskiftet hos den vestjyske producent af specialmaskiner.

- Vi har udvidet på alle medarbejdergrupper: ingeniører, svejsere, teknikere og så videre - så det er egentlig hele vejen rundt, vi har haft vækst, forklarer Torben Blaaholm, og fortsætter:

- Sidste år igangsatte vi en lang række forandringer, der betyder, at de enkelte ledere meget tydeligt kan se deres opgaver i værdikæden og ikke mindst, en målrettet indsats overfor markederne – mere på vind og industri og mindre på offshore olie/gas. Med den nye struktur mener vi, at vi er blevet en endnu bedre samarbejdspartner for vores kunder og en bedre arbejdsplads.

Plus 80 procent i 2016
Og resultaterne taler da også deres tydelige sprog. Væksten i både omsætning og antallet af medarbejdere har på det nærmeste været lodret. Omsætningen i 2016 forventes at lande på 90 mio. kr., hvilket svarer til et plus på 80 procent.

- Væksten kommer hovedsageligt fra vindindustrien, men inden for forskellige områder både lokalt og globalt, siger Torben Blaaholm.

Han forventer også, at den eksplosive vækst i antallet af medarbejdere fortsætter i resten af 2016.

- Vi søger en del lige nu, så vi tror på at det kommer til at stige i samme tempo resten af året, konstaterer han.

Væksten begynder dog også at give nye udfordringer.

- For to år siden indviede vi både en ny produktionshal og en kontorbygning, men allerede nu kan vi konstatere, at vi mangler plads. Vi har endnu ikke besluttet, hvordan vi løser vores pladsproblem, men vi forventer at træffe en beslutning i løbet af de to næste måneder, slutter Torben Blaaholm.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078