Stålkommentar: Medvind i markedet
Tendensen fra før sommerferien synes at have bidt sig fast. Såvel priser som legeringstillæg og råvaremarkedet bevæger sig generelt i den rigtige retning.
Værkerne melder om fyldte ordrebøger, og leveringstiderne øges fortsat. Nogle markedsaktører taler allerede om leveringstider i januar 2017.
Legeringstillæg: Prisudviklingen for rustfri stål fortsætter sin tydeligt opadgående tendens, hvilket underbygges af styrkede og mere stabile råvaremarkeder. September måneds legeringstillæg for både 304 og 316 steg til det højeste niveau i tolv måneder.
Outokumpu øgede tillægget for kvalitet 304 (EN 1.4301) til 1.089 euro/ton 1.013 euro/ton i august (+7,5 procent måned-til-måned). For kvalitet 316 (EN 1.4401) er legeringstillægget for september steget til 1.548 euro/ton fra 1.450 euro/ton i august (+6,8 procent måned-til-måned).
Byggeri og anlæg: Ifølge Eurostat faldt omsætningen i byggebranchen i maj 2016 med 1,1 procent (år-til-år) i EU28 og 0,8 procent i eurozonen (år-til-år) i forhold til maj 2015. Tilbagegangen i EU28 skyldes hovedsageligt et fald i anlægsarbejder på 6,6 procent år-til-år, mens nybyggeri steg marginalt 0,1 procent år-til-år. I eurozonen er tallene bag tilbagegangen et fald på 1,7 procent inden for anlægsarbejde og 0,7 procent inden for nybyggeri (begge tal er år-til-år). De største stigninger ses i Sverige (+14,4 procent), Rumænien (+7,5 procent) og Spanien (+3,1 procent). Størst tilbagegang blev noteret i Ungarn (-26,6 procent), Slovenien (-21,2 procent) og Polen (-13,8 procent).
Forbrugsgoder: Ifølge den tyske brancheforening for elektronisk udstyr, ZVEI - Zentralverband Elektrotechnik- und Elektrinikindustrie e.V., faldt ordreindgangen i første halvår 2016 med 1,2 procent år-til-år. Mens der var en fremgang på 1,2 procent år-til-år i ordrerne fra hjemmemarkedet, faldt eksportordrerne 3,0 procnet år-til-år.
Branchen omsatte i første halvår 2016 for i alt 86,9 mia. euro i Tyskland, hvilket svarer til en stigning på 2,1 procent år-til-år i forhold til omsætningen på 85,1 mia. euro i første halvår 2015. Der var fremgang både for indenrigshandlen (3,4 procent) og eksporthandlen (1,0 procent).
Bilindustrien: Den europæiske brancheforening for bilproducenter, the European Automobile Manufacturers’ Association (ACEA) rapporterer om endnu en stærk måned for den europæiske bilindustri. Antallet af nyindregistrerede personbiler steg i juni for 34. måned i træk og denne gang med 6,9 procent år-til-år til 1.459.508 enheder. I første halvår 2016 steg antallet af nyindregistrerede personbiler med 9,4 procent år-til-år til i alt 7.842.965 enheder.
Alle større bilmarkeder har bidraget til dette generelle opsving i markedet. De tre lande med størst fremgang var Italien (+19,2 procent), Spanien (+12,5 procent) og Frankrig (+8.3 procent).
I første halvår 2016 var der kun tilbagegang i antallet af nyindregitreringer i Schweiz (-2,3 procent år-til-år) og Holland (-3,6 procent år-til-år).
Procesindustrien: Ifølge den tyske brancheforening VDMA (Verband Deutscher Maschinen- und Anlagenbau e.V.) var ordreindgangen i første halvår 2016 cirka 3 procent højere end i første halvår 2015 trods et fald på 4 procent år-til-år i ordrer fra eurozonen. Der var nemlig fremgang i ordrer til hjemmemarkedet på 4 procent år-til-år og for eksportordrer (uden for eurozonen), som steg med cirka 7 procent år-til-år.
VDMA udtrykker endvidere forventning om, at et ordreomfang dækkende næsten seks måneder sikrer omsætning og produktion de kommende måneder, men den seneste politiske udvikling med blandt andet Storbritanniens Brexit og juli måneds mislykkede kupforsøg i Tyrkiet giver god grund til at mane til forsigtighed.
Læs hele Damstahl månedsrapport.
Kilde: Damstahl - http://www.damstahl.dk