23948sdkhjf

Danlaser ekspanderer

I forbindelse med ny ejerstruktur er direktør Per Nielsen klar til at øge væksten med fokus på eksport, automatisering og yderligere opgradering af kvaliteten.
Ordrebogen er fyldt, og Danlaser søger nu to nye medarbejdere for at kunne håndtere de mange opgaver.

Samtidig arbejder Per Nielsen sammen med sin nye bestyrelse på at udvikle en ny strategi for virksomheden, der siden 1994 har fungeret som underleverandør til blandt andet Grundfos, TwinHeat, Jydepejsen, Samson Agro, Nilfisk-Outdoor og mange andre industrivirksomheder.

- Siden etableringen har vi været to ejere med hver 50 procent ejerandel, forklarer Per Nielsen.

- I april overtog jeg alle aktier i virksomheden og etablerede samtidig en ny bestyrelse, der skal formulere en ny strategi for virksomheden. Vi skal blandt andet have endnu mere fokus på eksport, automatisering, digitalisering og kvalitetssikring, uddyber han.

Laserskæring er hjertet
To højpræcisions laserskærere er hjertet i Danlasers maskinpark, og de kører for tiden for fuldt tryk for at imødekomme de mange ordrer, der er kommet ind i foråret. Virksomheden har p.t. 21 medarbejdere og søger to nye kolleger for at kunne følge med efterspørgselen.

- Det er mange år siden, vi har oplevet så stor ordretilgang, og det lover godt for fremtiden, siger Per Nielsen, der understreger, at Danlasers ambition fortsat er at være den bedste leverandør af forarbejdede stålemner til industrien.

- Vi er specialister i bearbejdning af plader, og vores styrke er høj præcision og kvalitet samtidig med, at vi tilbyder vores kunder produktionsrådgivning på højt fagligt niveau. Vi har nogle meget dygtige og loyale medarbejdere. Det betyder, at kunderne ofte kommer til os med en udfordring, som vi samarbejder om at løse, så vi rammer den optimale kvalitet til en markedsrigtig pris, siger Per Nielsen.

Vil vokse med 10 procent
Danlaser omsætter for 25 mio. kr. årligt, og Per Nielsen har fra starten satset på specialisering og høj kvalitet, blandt andet understøttet af en række ISO-certificeringer.

- Vi har været specialiseret underleverandør af pladeemner i over 20 år. Vi arbejder i alle typer metal, og for at kunne specialisere os yderligere valgte vi i 2014 at dele produktionen op i to ”fabrikker”. Den ene håndterer sort jern, mens den anden håndterer rustfri stål og ædelmetal, blandt andet aluminium, kobber og titanium. I den nye fabrik har vi installeret en ny fiberlaserskærer med højere skærehastighed og større præcision. Fiberlaserskæring er den skæremetode, der giver de mest ensartede, effektive og præcise emner skåret i tyndplade, siger Per Nielsen.

Med ny ejerstruktur og bestyrelse plus et toptunet produktionsapparat er Danlaser nu klar til yderligere fremgang. Per Nielsen forventer 10 procent vækst i Danlasers årsomsætning fremover.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093