23948sdkhjf

Dansk industri skaber liv i tomme haller

Ny undersøgelse: Arealer svarende til 200 fodboldbaner er blevet fyldt med maskiner og aktivitet,
Siden kriseåret 2012 er der kommet liv og maskiner i fabrikshaller og lagerejendomme på tilsammen næsten halvanden million kvadratmeter – et areal svarende til 200 fodboldbaner.

- Da finanskrisen ramte industrien allerhårdest i 2012, stod 4,3 procent af landets fabrikker og lagerbygninger gabende tomme. Det er faldet til under tre procent, og det betyder, at der er kommet liv i bygninger svarende til over 1,4 millioner kvadratmeter. Især de tre sidste kvartaler er udviklingen gået stærkt, siger Simon Skou Andersen, adm. direktør for Oline.dk, en af landets største portaler for erhvervslokaler.

I 2007 stod kun 1,3 procent af industribygningerne tomme, og andelen blev mere end tredoblet på få år. Efter stilstand i årene 2010-2013 er det begyndt at gå bedre for industrien.

- Vi mangler endnu et stykke, før vi har lige så få tomme lokaler som før finanskrisen. Men vi er godt på vej, og industribygningerne er ifølge tallene fra Oline.dk også præget af to andre sundhedstegn: På landsplan er lejen steget knap fire procent det seneste år, så vi næsten er tilbage på niveauet i 2011. Desuden er antallet af udbudte lokaler faldet med næsten 36 procent på fem år, siger Simon Skou Andersen.

Den stigende efterspørgsel på fabriksbygninger og lagre har dog ramt landsdelene i dronningeriget med forskellig styrke:

- Vest- og Sydsjælland oplever mest medvind i øjeblikket med langt færre tomme ejendomme, langt færre udbudte lokaler og markant højere lejeniveauer. Også i Sydjylland med næsten en femtedel af landets industriarealer går det godt: Her er lejeniveauet det seneste år steget ni procent og ligger fire procent højere end før krisen. Østjylland, Vestjylland og Nordjylland har også fået længere mellem de tomme fabrikker og fået færre udbudte lokaler, men her har lejeniveauerne fortsat faldene gennem det seneste år og ligger 14-19 procent lavere end i 2011, konstaterer Simon Skou Andersen fra Oline.dk.

Fakta om lager- og produktionslokaler i Region Sjælland og Danmark
Danmark har ca. 102,9 millioner kvadratmeter lager- og produktionslokaler.

Sydjylland har med 18,8 pct. den største andel af landets industribygninger – derefter følger Østjylland med 15,7 pct., Nordjylland med 13,3 pct. og Vestjylland med 12,6 pct.

Før finanskrisen stod 1,3 pct. af industrilokalerne tomme (2007) – det toppede i 2012 med 4,3 pct. og er faldet til 2,9 pct. (juli kvartal 2016).

Nordjylland har færrest tomme industribygninger med 1,7 pct. – højest ligger Københavns omegn med 5,1 pct. (København by og Bornholm er udeladt her).

I juni 2016 var 763 industrilokaler udbudt på markedet mod 1.186 udbudte lokaler fem år tidligere – et fald på 35,6 pct. på fem år og 16,5 pct. på et år.

På landsplan er lejeniveauet steget 3,8 pct. på et år, men ligger fortsat 2,0 pct. under niveauet i 2011.


Om undersøgelsen

Tallene er baseret på knap 800 udbudte lokaler til produktion og lager, udbudt via erhvervsportalen Oline.dk.

Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer.

Oline.dk har mere end 90.000 besøg hver måned, og portalen omfatter lager- og industriejendomme, lokaler til butikker, cafeer og andre spisesteder samt kontorer og ledige lokaler i kontorhoteller.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094