23948sdkhjf

L-tek oplever voldsom vækst

Underleverandøren har ansat 25 ekstra medarbejdere siden nytår.
Efter en sløj start på 2015 er aktiviteten virkelig kommet tilbage hos L-tek. Underleverandøren, der har hjemme i Nørager på Djursland, har siden jul ansat 25 medarbejdere. Og flere ansættelser er på vej.

- Der har virkelig været fart på i det første halvår af 2016. Vi er i øjeblikket 125 medarbejdere, og jeg forventer, at vi cirka er 130, når vi kommer på den anden side af sommerferien, siger Lars Nielsen, administrerende direktør og ejer, L-tek.

En væsentlig årsag til væksten er en boomende vindmølleindustri, men direktøren peger også på en ny salgsstrategi, som har båret frugt.

- Vi har fået vores salgsorganisation på plads, og organisationens arbejde har gjort, at vi er begyndt at trække andre ting end vindmøller ind i huset. Det er strategien, at den type kunder, som vi også har henvendt os til tidligere, skal vi have mere fokus på nu, siger Lars Nielsen.

Fra minus til plus
Et af de segmenter, som underleverandøren har fået mere af, er håndteringsudstyr til lufthavnsindustrien. Det giver travlhed.

- Jeg regner med, at årets omsætning vokser 40 procent. Vi når 2015-omsætningen lige efter sommerferien i år, siger Lars Nielsen.

L-tek rejste sig i 2015-regnskabet, som netop er offentliggjort. Her gik underleverandøren fra underskud til overskud, og resultatet før skat blev forbedret fra -1,1 mio. kr. til 3,2 mio. kr.

- Der var heldigvis plus, men regnskabet var ikke tilfredsstillende, siger ejeren.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079