23948sdkhjf

Cotes hædret på energitopmøde

Årets Elforsk-pris går til en teknologisk løsning, der umiddelbart kan anvendes på markedet. Vinderne forventer at producere tyve anlæg inden 2020.
På Energiens Topmøde i går overrakte Kronprins Frederik Elforsk-prisen 2016 til virksomhederne Cotes og DryingMate samt til DTU og Teknologisk Institut.

De fire parter har med deres Steamreg-projekt udviklet en energieffektiv maskine, der blandt andet kan tørre mælkepulver og affugte haller til opbevaring af fødevarer, samtidig med at den kan anvendes som varmepumpe.

Klar til anvendelse
Forskningskoordinator Jørn Borup Jensen fra Dansk Energi fremhæver, at Elforsk-prisen går til en teknologisk løsning, der umiddelbart står klar til at blive anvendt både i Danmark og i udlandet.

- Parterne bag projektet regner med at få produceret 20 anlæg alene til tørring af mælkepulver inden 2020. De nye affugtermaskiner kommer til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark samtidig med, at teknologien vil give betydelige energibesparelser i fødevareindustrien, siger Jørn Borup Jensen, der vurderer, at eksportmulighederne er store.

Steamreg-projektet kombinerer knowhow fra private virksomheder og vidensinstitutioner, og Jørn Borup Jensen betegner samarbejdet mellem de fire deltagere som eksemplarisk.

- De har skabt et unikt produkt og er allerede i gang med at udvikle teknologien yderligere. Det er den slags ambitioner, vi gerne vil hædre med Elforsk-prisen, siger han.

Glad for støtten
Administrerende direktør og projektleder Thomas Rønnow Olesen fra Cotes glæder sig over prisen – og støtten fra Elforsk.

- Med de ekstra midler fra Elforsk har vi sammen med vores partnere kunnet forcere udviklingen og bygge en god prototype. Samtidig har vi haft økonomisk luft til at sikre pålidelige målinger af anlæggets drift. Netop denne solide dokumentation er afgørende for, at vi tør tage de næste skridt, siger Thomas Rønnow Olesen og nævner, at den nye type affugter kan skabe grundlag for billigere fødevarer.

Dansk Energis forskningsprogram Elforsk uddeler hvert år cirka 25 mio. kr. til forsknings- og udviklingsprojekter. Det vigtigste mål for Elforsk er at bidrage til udviklingen af energieffektive teknologier, metoder og virkemidler, der nedbringer eller flytter energiforbruget. Hvert år uddeles Elforsk-prisen til et projekt, der har skabt særlige resultater.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094