Nyt om navne: Ny chef for forretningskoncepter hos Brammer
Peter Christiansen er netop tiltrådt som ansvarlig for salg, implementering og strukturering af Brammers nye forretningskoncepter.
– Brammers automatløsning, Invend, der gør det muligt at trække håndværktøj, batterier eller værnemidler på samme måde som en sodavand, er med mere end 1.300 installerede maskiner på europæisk plan et stort forretningsområde for Brammer. Det har ikke tidligere været markedsført i Danmark, og vi ser Peter Christiansen som et meget vigtigt bidrag med de ressourcer og kompetencer, han har indenfor området. Han kan med sin baggrund og erfaring være med til at styrke vores organisation, siger Jan Lauritzen, administrerende direktør i Brammer.
Med fra starten i Danmark
Peter Christiansen har tidligere i sin karriere haft ansvar for salg af værktøj og tekniske artikler, for udvikling og drift af lager samt automatløsninger.
– Vi har et stærkt fundament i Brammer, og vores styrke er, at vi kan hjælpe internationale virksomheder med at produktoptimere og konsolidere på europæisk plan. Det spændende ved at arbejde med de nye koncepter Invend og Insite, er, at jeg kan være med fra starten. Jeg finder forretningsudvikling og det at optimere alle processer hos kunderne utroligt spændende, fortæller Peter Christiansen.
Brammer tilbyder en lang række serviceydelser beregnet til at hjælpe deres kunder med at optimere produktionsprocesserne, herunder Insite og Invend.