23948sdkhjf

Dantherm Power henter storordre til dansk tetra-netværk

Dantherm Power skal, via søsterselskabet Dantherm Air Handling, som de første i verden, levere brint- og brændselscellebaseret nødstrømsforsyning til et komplet, landsdækkende sikkerhedsnetværk også kendt som et Tetra netværk.
Dantherm Air Handling har fået en ordre til Danmarks nye beredskabsnetværk, SINE, hvor virksomheden skal levere et stort antal kabinetsløsninger med køl samt brintbaseret nødstrømsforsyning fra Dantherm Power.

Terrortruslen har også i Danmark øget behovet for et sikkerhedsnetværk med pålidelig nødstrøm. Generelt skal netværket sikre, at myndighederne ved enhver nødsituation – større ulykker eller hændelser - altid vil kunne være i kontakt med hinanden. SINE netværket vil komme til at bestå af ca. 450 stationer fordelt over hele landet.

- Ordren til SINE netværket er den bedst tænkelige ordre for os, siger CEO Per Albæk for Dantherm Air Handling og Dantherm Power.

- Den blåstempler reelt set anvendelsen af brint- og brændselscelle teknologien i mission-critical installationer. Der er ikke blot tale om et almindeligt tele-netværk, men et sikkerhedsnetværk, hvor kravene til udstyret er endnu større end til normale tele-netværk. Vores løsninger kommer, som de første i verden, til at dække samtlige kritiske stationer i et helt land, og skal kunne opretholde netværket operativt, i en officiel hemmeligholdt tidsperiode, i tilfælde af massivt strømudfald, fortsætter han.

Løsningerne til SINE netværket vil blive konfigureret med brændselscellestakke fra verdens førende producent, Ballard i Canada.

- Vi betragter brintbaseret nødstrømsløsninger som en fuldt ud konkurrencedygtig teknologi sammenlignet med traditionelle nødstrømsløsninger. Det er en spændende ordre for os, da vi forventer, at mange beredskabsnetværk og teleselskaber vil følge eksemplet med brint- og brændselscellebaseret nødstrøm i de kommende år, siger Per Albæk.

Dantherm Power har siden etableringen i januar 2007 været igennem en positiv udvikling, først med en ordre til det canadiske energiselskab BC Hydro og senest etableringen af Dantherm Power Inc. i USA i september.

- Ordren til det danske SINE netværk understreger, at teknologien nu er modnet til et niveau, hvor både den praktiske anvendelse og det økonomiske aspekt er på plads, slutter Per Albæk.

Kilde: Dantherm Power - http://www.dantherm-power.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079