Sanistål har netop offentliggjort delårsrapporten for perioden 1. januar – 30. september 2005. Koncernen realiserede et resultat før skat på 123,9 millioner kroner mod 153,2 millioner kroner i samme periode i 2004, og det er bedre end forventet.
På baggrund af et stagnerende prisniveau for stål i 1. kvartal i år og svagt faldende priser i 2. og 3. kvartal samt forventning om stabilisering af prisniveauet i 4. kvartal, forventes samlet for 2005 en negativ stålprisudvikling i niveauet 75 millioner kroner, hvilket er udtryk for en faldende indtjening på stålprodukter i forhold til 2004.
På trods af den negative stålprisudvikling opjusterer Sanistål, på baggrund af delårsrapporten, forventningerne til årsresultaterne. For 2005 forventer koncernen nu et resultat før skat i niveauet 140 - 150 millioner kroner mod den hidtidige forventning på 115 - 130 millioner kroner.
Kilde: Fondsbørsmeddelelse fra Sanistål, Københavns Fondsbørs