Det er fjerde år i træk, at det har været nødvendigt med udvidelser på den vejlensiske fabrik, der producerer landbrugsmaskiner. Denne gang bliver der tale om to nye produktionshaller med et samlet areal på 3.200 kvadratmeter. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Specielt Fasterholts vandingsmaskiner er en efterspurgt vare for øjeblikket, og netop derfor har det været nødvendigt med yderligere udvidelser af produktionen. De to nye haller ventes at stå klar inden jul, og herefter vil man installere en svejserobot, der skal bruges til produktionen af slangetromler og rammer til vandingsmaskinerne.