DI’s produktpris uddeles en gang årligt til en virksomhed, der har formået at udvikle fremragende kundeløsninger. Blandt de tidligere vindere af prisen er blandt andet LM Glasfiber og Grundfos. I år er Sauer-Danfoss blandt de nominerede.
Sauer-Danfoss er nomineret for det GPS-kontrollerbare OSPE servostyringssystem, der gør det lettere for landmanden at styre, når han sprøjter eller høster. Med systemet kan traktoren nemlig styres med centimeters nøjagtighed.
Udover Sauer-Danfoss er også Terma, GN ReSound, ALK og Capres nomineret. Vinderen offentliggøres på DI's erhvervspolitiske topmøde den 25. september 2008 i Bella Center, København.