Tallene taler sit klare sprog. I 1998 omsatte de danske rederier for 50 milliarder kroner, mens søfarten i 2005 kommer til at runde 150 milliarder kroner. Det er en fremgang, der er umulig at overse, og det har fået økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen til at udpege søfarten som væksterhverv, fremgår det af gårdagens udgave af Dagbladet Børsen.
- Rederibranchen er et af de områder, hvor man virkelig har vist, at der kan drives virksomhed fra Danmark. Det er et erhverv, som buldrer frem. Jeg ser bestemt muligheder for yderligere udvikling af rederierhvervet i Danmark, siger Bendt Bendtsen til avisen.
Danmark trækker i øjeblikket rederi til. Flere vælger at lægge hovedsæde i København, og den udvikling samt de generelle positive takter i branchen skal fastholdes ved blandt andet at satse yderligere på forskning og udvikling, lyder det fra ministeren.