Adskillige nuværende og tidligere ansatte hos de to vindmøllefabrikanter er blevet bekymrede, siden DR Nyheder har afsløret, at ansatte i 170 arbejdsskadesager har fået kronisk eksem eller astma af arbejdet hos Vestas og Siemens Wind Power.
Mere end 120 tidligere eller nuværende medarbejdere har i løbet af maj ringet eller skrevet til fagforeningen 3F, fordi de er bange for, at de også er blevet kronisk syge.
Yderligere 15 tidligere eller nuværende ansatte med samme frygt har også taget kontakt til arbejdsmedicinsk klinik i Aalborg eller fagforeningerne Krifa og Dansk Metal. Det viser en rundringning, som DR Nyheder har foretaget.