Det er andet år i træk, at verdens råstålproduktion når over en milliard tons. I øjeblikket ser tallet ud til at komme til at ligge på 1,3 milliarder tons, og det skyldes primært ståludviklingen i Kina, hvor der er en fortsat exceptionel stigning i produktionen. Kina står nu for næsten en tredjedel af verdens råstålproduktion, fremgår det af det svenske dagblad, Dagens Industri.
Også Indien har øget sin stålproduktion i årets første otte måneder, mens det ser anderledes ud i Europa, hvor der i stedet har været et fald i produktionen. EU nedsatte i august sin stålproduktion med 8 procent, og det er helt i tråd med udmeldingerne fra de ledende stålværker som Arcelor, Corus, ThyssenKrupp og Mittal.
USA reducerede også sin stålproduktion i august med 8,4 procent, ligesom Japan i samme måned har haft et fald på 1,8 procent. Japan har i årets øvrige måneder øget produktionen med 0,8 procent.