Danfoss har ikke haft den forventede succes på det japanske marked. Efter 44 år udgør det japanske salg kun cirka 1 procent af koncernens globale omsætning, og det er slet ikke nok.
Det ringe salg og de få markedsandele får nu konsekvenser for Danfoss’ japanske datterselskab, der næste år nedlægges og i stedet afløses af en distributionsaftale med den lokale partner Saginomiya Seisakusho Inc, fremgår det af Dagbladet Børsen.
- Vi har gode produkter til de rigtige priser. Men vi mangler de menneskelige relationer og et japansk »brand«, forklarer administrerende direktør, Jørgen Mads Clausen, til avisen.
Med den nye distributionsaftale får Danfoss helt nye muligheder. Saginomiya Seisakusho Inc, har for eksempel 110 sælgere mod Danfoss’ nuværende 10, og det er derfor også forventningen, at den nye aftale inden for tre til frem år vil tredoble salget af Danfoss produkter i Japan.