Takket være lidt gammeldags detektivarbejde fandt Flemming Rasmussen fra FR Stald Service for nylig frem til den tyv, der havde stjålet rustfri plader hos ham og kørt dem væk på virksomhedens egen trailer. Helt efter bogen anmeldte han tyveriet til politiet, som imidlertid ikke havde tid til at kigge forbi tyven, men i stedet gav Flemming Rasmussen adressen. Det skriver BT ifølge DR øst.
Nu har Flemming Rasmussen yderligere gjort krav på at få de omkostninger dækket, som han har haft i forbindelse med opklaringen – og det har han ganske enkelt gjort ved at sende tyven en regning. Tyven selv har reageret ved at melde Flemming Rasmussen til politiet for trusler. Politiet havde dog på forhånd advaret Flemming Rasmussen mod at konfrontere tyven med en regning.
- De kalder det dummebøder. Men her i min branche er det nu helt normalt, at vi sender en faktura efter endt arbejde, udtaler han til BT.