AH Smede og Maskinfabrik i nye omgivelser
Den fynske underleverandør er rykket i nyere omgivelser og har udvidet maskinparken.
- Vi har nu små 700 kvadratmeter, så det er cirka det samme som i de gamle, men det var nogle gamle, utidssvarende lokaler. Nu har vi fået to sammenhængende bygninger, så vi ikke skal ud og ind med materialer hele tiden. Så det giver nogle effektiviseringer at få det hele samlet under et tag, forklarer direktør Arne Hansen.
Samtidig med flytningen har han benyttet lejligheden til at udvide maskinparken.
- Vi har fået en kantpresser mere. Det er en 2,5 meter fra Amada, og den er fire år gammel. Vi har købt den for at få udvidet kapaciteten, for vi var fyldt op på den anden, siger Arne Hansen.
Virksomhedens anden kantpresesser kan håndtere emner op til tre meter. Og der kan hurtigt blive brug for den ekstra kapacitet:
- Vi har nok at lave. Vi laver en del mekanisk vedligehold på industrien inden for levnedsmiddel og så en del underleverancer, slutter Arne Hansen.