Den kunstige lave kurs på yuan, der har skabt skæv konkurrence og givet Kina eksportfordele, er stadig en realitet, selvom det nu er snart to måneder siden, at landet tog fat på ny valutareform. Den kinesiske mønt er stadig fast knyttet til dollaren.
Det seneste fra den kinesiske centralbank er, at den såkaldte valutakurv, der skal sætte værdien af yuan, foruden dollar, består af euro, yen og koreanske won, fremgår det af Berlingske Business. Vægtforholdet mellem de forskellige valutaer blev dog ikke afsløret, og det gør nyheden interessant, men ikke særlig anvendelig.
- Frygten er, at det vil være for nemt at spekulere i kurven, hvis man kender forholdet mellem de enkelte valutaer, så vi får nok aldrig mere at vide. Men man kan sige, at Kina sender et signal til valutamarkederne. Vi vil dog først kunne bruge det til noget i løbet af et par år, når den kinesiske yuan har løsrevet sig mere fra dollaren, siger seniorøkonom i Danske Bank, Thomas Haar, til avisen.