Solid fremgang for danske digitale vejeceller
Eilersen Electric havde vækst i omsætningen på 25 procent i 2015 – indsatsen på de globale markeder styrkes.
Det fortæller virksomhedens direktør Frederik Eilersen, der i 2015 kunne notere fremgang på 25 procent på omsætningen. Eilersen Electric sælger digitale vejeceller til blandt andet fødevare-, medicinal- og procesindustrien, og væksten findes både i og udenfor Danmark. I dag har Eilersen Electric 23 ansatte.
- Der er stabil efterspørgsel på vores produkter fra blandt andet fødevareindustrien, og vi har lige ansat en ny sælger i Tyskland, siger Frederik Eilersen.
Eilersen Electric har stadig Skandinavien og Tyskland som de største enkeltstående markeder, men der er også planer om få bedre fodfæste uden for Europa. Lige nu kigges der mod Sydøstasien og Mellemamerika, hvor de digitale vejeceller fra Eilersen sælges gennem regionale teknik- og procesgrossister.
Vejeceller udvikles
Udvidelsen af salgskanalerne sker sideløbende med udvikling af selve produktet og teknikken. Eilersen Electric er lige nu i gang med implementeringen af syvende generation af den egenudviklede ASIC i vejecelle. Samtidig stiles der efter at opfylde kundernes behov for udstyr, som opfylder kravene til blandt andet fødevaresikkerhed og hygiejnisk design.
- Vi er i gang med at udvikle en række produkter, der har hygiejne som overordnet overskrift. Målet er at opnå EHEDG på en del af produkterne, det er et certifikat, vi gerne vil have på vores vejeceller, siger Frederik Eilersen med henvisning til den fælleseuropæiske standard for hygiejnisk design i fødevareindustrien.
Derudover har Eilersen Electric for nylig lanceret vejesystemer med ProfiNET interface, som er en af de nyeste kommunikationsstandarder til mange PLC-baserede løsninger.
Udvider i Kokkedal
At der er fremdrift hos Eilersen Electric understreges af virksomhedens aktuelle byggeplaner, som lige nu ligger hos kommunen.
Tanken er at udvide med 1.200 kvadratmeter i tilknytning til de eksisterende bygninger i Kokkedal Industripark.
- Det gør vi for at opnå mere lagerplads og for at få plads til flere medarbejdere samt endnu en produktionscelle til lasersvejsning af de digitale vejeceller, forklarer Frederik Eilersen.