Ekspansion koster hos Sauer-Danfoss
Der er flere grunde til, at Sauer-Danfoss har været nødt til at nedjustere forventningerne. En af forklaringerne er en voldsom ekspansion på det amerikanske marked.
- Vi har rent faktisk undervurderet vores egne evner til at erobre markedsandele på det kæmpemarked, det amerikanske marked er. Det har medført nye og store omkostninger, fordi vi under alle omstændigheder vil leve op til kundernes forventninger, siger administrerende direktør Finn Lyhne, chef for Sauer-Danfoss Danmark samt den
globale division, til Dagbladet Børsen.
På fem år er Sauer-Danfoss’ markedsandele på det amerikanske marked mere end tredoblet, og ingen havde forventet, det ville gå så stærkt. Virksomheden har haft svært ved at leve op til efterspørgslen, men pointerer at koncernen nu har den nødvendige kapacitet, så de kan fastholde de nyvundne markedsandele.
Sauer-Danfoss nedjusterer forventningerne til indtjeningen på årsbasis med 0,61 kroner pr. aktie (0,10 dollar) til 0,91 kroner (0,15 dollar). Ledelsen forventede at nå et resultat på 5,76 kr. pr. aktie (0,95 dollar) til 6,66 kr. (1,10 dollar), skriver Dagbladet.