23948sdkhjf

VIDEO: Se robot fræse

For en tredjedel af prisen for et CNC-center kan en robot lave det grove arbejde med skrubbearbejdning

Video: Delcam Danmark

Robotter kan også udføre spåntagende arbejde, og robotterne kan have fordele med rækkevidde og fleksibilitet.

Derfor slår robotproducenten Kuka nu et slag for, at robotterne bliver brugt til spåntagende arbejde. Virksomheden demonstrerede på Spånligaen i Herning en robot, som fræsede.

- Vi vil gerne vise, hvad man kan med en robot. Man kan sagtens bruge en robot til eksempelvis afgratning og rejfning, siger Martin Bunk, salgskonsulent hos Kuka Nordic.

Kuka mener især, at der er store muligheder i vindindustrien og hos vindindustriens underleverandører for at bruge robotter til spåntagende arbejde.

- Vindindustrien arbejder med nogle meget store dimensioner, og det kræver nogle meget store bearbejdningscentre. Men i mange tilfælde vil man kunne lade to eller tre spåntagende robotter udføre det samme arbejde. Vi erkender, at vi ikke kan opnå samme tolerancer som i en CNC-maskine, men vi kan nå et langt stykke. I øjeblikket arbejder vi faktisk på at sætte måleudstyr ud på robotarmen, så vi kan forbedre nøjagtigheden. Det er et projekt, der foregår i samarbejde med DAMRC i Herning, siger Martin Bunk.

Kuka ser en arbejdsdeling imellem robotter og CNC-centre.

- Robotten kan bruges til skrubbebearbejdning, så kan de store CNC-centre tage sig af sletbearbejdningen. En robot koster ofte kun en tredjedel af, hvad et CNC-center koster. Mange steder, hvor man har brug for fleksibilitet og rækkevidde, vil det være en fordel at bruge en robot. Vi kan også tilbyde nogle lineære units (skinner, red.), som kan udvide robottens rækkevidde, siger Martin Bunk.

Mere nøjagtig end forventet
Kuka fik sammen med sin samarbejdspartner på messen, Delcam, en demonstration til at virke af fræsning med robot. Der var forventet en nøjagtighed på 1-2 millimeter, men det viste sig, at robotten kunne fræse med en nøjagtighed på 0,6 millimeter.

Keld Pedersen er en af dem, der ser store muligheder i bearbejdning med robotter. Han er partner i maskinbyggervirksomheden KP Automation i Ikast.

- Jeg tror, der er en stor fremtid i at fræse med robotter. Man vil kunne udføre store skrubfræsninger uden at skulle investere i store bearbejdningscentre. Vi mener, at vi har robotter, som har den nødvendige statiske stabilitet til at klare den opgave, siger han.

Keld Pedersen mener også, at robotter vil kunne tage dele af opgaverne i samarbejde med bearbejdningscentre.

- Hvis man alligevel har en robot stående til at tage emner op og placere dem i bearbejdningscentret, så kan man lige så godt bruge robotten, så den ikke bare står og venter på næste håndteringsopgave. Så reducerer man den tid, bearbejdningscentret bruger på opgaven, siger Keld Pedersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125