HI: Opfindelse som vil revolutionere en hel branche
Opfindelse som vil revolutionere en hel branche præsenteres på Skandinaviens største industrimesse.
73 nye opfindelser med i konkurrencen
- Konkurrencens formål er at fremme kreativitet og opfindsomhed blandt opfindere og virksomheder. Og den er rigtig stor, samtidig med at konkurrencen kommer på et fint tidspunkt. Der er nemlig indsendt hele 73 nye opfindelser. Det resulterede efter flere udskilningsrunder i fire produkter, som dommerne fandt skilte sig afgørende ud fra de øvrige. Det eneste jeg kan røbe er, at vinderproduktet vil revolutionere en hel branche, det vil få stor markedsmæssig betydning, og det er et industriprodukt, som alle mennesker kan få glæde af i fremtiden, siger erhvervskonsulent Poul Damgaard Sørensen.
Ole Opfinder og de andre
De der har indsendt produkter til konkurrencen spænder lige fra Ole Opfinder til virksomheder i alle størrelser. Der er flotte præmier til de tre bedst placerede opfindelser, som vil blive afsløret af adm. direktør Jørgen Mads Clausen, Danfoss A/S, den 7. september kl. 15 på HI Industri.
Over 1.000 udstillere for første gang
- HI Industri 2005 bliver den første danske fagmesse med over 1.000 udstillere. Foreløbig er der tilmeldt 995 udstillere, og hver dag kommer der nye til. Det er bevis på, at vi og vores samarbejdspartnere har fundet frem til det rigtige koncept. Industriens beslutningstagere ønsker at få det store overblik på ét sted. Det får de på HI Industri 2005, som også byder på ekstra faglige oplevelser i form af tema- og fokusområder, aktuelle konferencer og mange andre aktiviteter. Alt dette kombineret med friske meldinger om en kraftig stigning i industriproduktionen og voksende ordreindgang kaster et yderst positivt og optimistisk skær over HI Industri 2005, siger adm. direktør Georg Sørensen, Messecenter Herning.
Fornemt royalt besøg
- Derfor glæder det mig også overordentligt, at H.K.H. Kronprins Frederiks første officielle besøg i Messecenter Herning falder netop på denne messe, tilføjer Georg Sørensen.
Ved åbningsceremonien for HI Industri 2005 tirsdag den 6. september er der velkomst ved adm. direktør Georg Sørensen. Herefter taler formanden for messekomitéen og Håndværksrådet, direktør Poul Ulsøe, hvorefter Kronprins Frederik foretager den officielle åbning.
Kilde: Pressemeddelelse fra Messecenter Herning, den 17. august 2005. http://www.messecenter.dk