23948sdkhjf

Automatisering slår igennem hos Hagens Fjedre

Fjederproducentens investeringer sender omsætningen i vejret og sikrer et to-cifret millionoverskud.
Specialfjedre i alle afskygninger skydes i en lind strøm ud fra maskinerne hos Hagens Fjedre A/S i Støvring. Mange steder lander fjedrene i indrettede kasser, som en del af en højautomatiseret produktion. Men fjedrene klinger også i virksomhedskassen, som ved optælling viste et overskud på 10,2 mio. kr. før skat i 2014/2015.

Overskuddet er vokset med 21 procent i forhold til året før. Og det skyldes ikke mindst, at Hagens Fjedre har kunnet høste effekterne af en række investeringer i industrifjedre og landbrugsemner, der løbende er blevet foretaget over de seneste par år.

- Gennem året har vi øget vores omsætning og indtjening som følge af et bredere sortiment til vore kunder, mere effektive produktionsprocesser og mere automatiseret produktionsudstyr, siger administrerende direktør og indehaver hos Hagens Fjedre, Henrik Hagens.

Investeringerne består i opgraderinger af eksisterende maskiner og nyt udstyr, der øger outputtet og dermed effektiviteten i fjederproduktionen.

Kina rumsterer
Hagens Fjedre grundlagde tilbage i 2011 en afdeling i den kinesiske by Ningbo. Enheden servicerer primært det asiatiske marked og har – som moderskibet i Støvring – egen produktion, udvikling og salg. Det har siden vist sig som en god beslutning, og sidste år tog Hagens Fjedre konsekvensen af den øgede efterspørgsel.

- Vi flytter til større lokaler i Kina, fordi vi vokser derude. Vi kan allerede se, at det er ved at give noget på bundlinjen. Det er klart, at det er en investering at flytte til større lokaler og købe flere maskiner, men vi begynder at se en effekt, forklarer Henrik Hagens.

Vækst forude
Den øgede bundlinje i 2014/2015 skal ses i lyset af løbende investeringer i den danske produktion, som netto satte et positivt aftryk på bundlinjen sidste år. Men altså også tunge investeringer i virksomhedens Kina-forretning, som Henrik Hagens forventer et positivt bundlinje-bidrag fra allerede i år.

- De investeringer, der kan tynge regnskabet lidt, er nogle strategiske beslutninger, hvor blandt andet vores kinesiske forretning indgår i. Og derfor er vi også tilfredse med resultatet, siger Hagens-direktøren.

Han forventer, at både omsætning og resultat stiger i indeværende regnskabsår, hvor der er skruet op for salgsindsatsen på både nye og eksisterende markeder i Europa og Asien.

- Vi skal vækste pænt på omsætningen, men bundlinjen skal også følge med. Og det skal vi for at kunne fortsætte med at investere i fremtiden, siger Henrik Hagens.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187