Selv om værftet har ligget på Fredericia Havn i mere end 90 år, selv om der direkte er beskæftiget 400 arbejdere, og selv om der er udsigt til omsætningsvækst i mange år frem, vil Fredericia Kommune stadig ikke diskutere fremtiden for Fredericia Skibsværft. Det skriver Børsen.
Problemet er, at værftets lejekontrakt på havnen uløber i 2016, og samtidig er nabogrunden, hvor Kemira tidligere lå, blevet ledig, og her vil kommunen gerne lave byudvikling. Det harmonerer dog ikke helt med et støjende og støvende værft på nabogrunden. Imidlertid får den kommunale nølen nu Fredericia Skibsværft til at slå bremsen i for fremtidige millioninvesteringer, og det kan i sidste ende betyde tab af de 400 job på værftet.
- Vi kan simpelthen ikke forstå det. Et enigt byråd har igennem de sidste tre år nægtet at diskutere en lejeforlængelse med os, forklarer Thomas Andersen, indehaver af Fredericia Skibsværft, overfor Børsen.
