23948sdkhjf

FLSmidth køber amerikansk trykfilter-virksomhed

FLSmidth har erhvervet aktiviteterne inden for automatisk trykfiltrering fra det amerikanske selskab Pneumapress Inc., som er verdens førende leverandør af teknologi til trykfiltrering og tørring.
Købsprisen er sat til cirka 87 mio. kr. med forbehold for opfyldelsen af visse betingelser. Overtagelsen sker pr. 15. maj 2008.

Pneumapress konstruerer, fremstiller, markedsfører og servicerer et bredt program af automatiske trykfiltre. Siden starten i 1989 som et privatejet firma med et enkeltmoduls filter har virksomheden opnået status som en førende nyudvikler af teknologi til trykfiltrering og tørring. Firmaet tilbyder i dag en moderne tårnbaseret filterløsning i flere moduler, som hurtigt har vundet indpas på markedet specielt indenfor behandling af mineralslam, navnlig jernmalm, hvor filteret nu anses for den industrielle standard.

Der er tale om en unik teknologi, der anvender trykluft og trykgasser i stedet for mere traditionelle metoder baseret på vakuum og mekanisk tryk. Metoden kan reducere fugtindholdet til omkring 0 % og kan i mange tilfælde eliminere behovet for omkostningskrævende tørreanlæg. Teknologien er sammen med egenudviklede filterbånd beskyttet af ca. 20 patenter i adskillige lande.

Pneumapress beskæftiger 25 medarbejdere og har hovedkontor i Richmond, Californien i USA med montage- og afprøvningsfaciliteter i Antioch i Californien. I 2008 forventes virksomhedens omsætning at overstige 120 mio. kr.

Kilde: FLSmidth - http://www.flsmidth.com

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11