Globaliseringen medfører uden tvivl stærk konkurrence, men nogle sektorer er mere udsatte end andre. Den årlige jobrapport fra OECD anbefaler, at der rettes fokus på de negative følgevirkninger af globaliseringen.
Rapporten ” Employment Outlook for 2005” udarbejdet af OECD viser, at fælles for de, der rammes af ændrede handelsmønstre – som globaliseringen forårsager – er, at de har en relativt høj gennemsnitsalder, lang anciennitet og et lavt uddannelsesniveau sammenlignet med det øvrige arbejdsmarked, skriver Dagbladet Børsen.
Med dette in mente foreslår den danske tænketank Copenhagen Centre – i en endnu ikke offentliggjort rapport - at der sættes målrettet ind med opkvalificering af de udsatte grupper. Derudover skal der lægges vægt på innovation og kreativitet, således Danmark kan bevare sin konkurrenceevne.
- Det er nødvendigt med en vidtfavnende strategi i forhold til globaliseringen. Virksomheder vil flytte ud, også forsknings- og udviklingsaktiviteter, så det kræver, at vi fokuserer på alle led i værdikæden, og ikke kun i toppen af værdikæden‚ siger Jette Steen Knudsen, direktør for Copenhagen Centre og medforfatter til rapporten, til Dagbladet Børsen.