23948sdkhjf

På skolebænken: Fik banket rusten af drejeteknikken

Første modul i drejning har netop fundet sted på Spåntagningsskolen, som KJV og Flextek står bag. En af kursisterne var Per Rumph, som arbejder hos Vola i Horsens
På Spåntagningsskole hos Flextek i Hedensted var der fuldt hus med otte deltagere, da drejning var på skemaet.

En af kursisterne var Per Rumph, som arbejder hos Vola i Horsens. Han blev uddannet i starten af 1990’erne og arbejder i dag primært med drejning af emner i messing. Han erkender, at han er blevet lidt rusten i de spåntekniske drejeteknikker.

- Jeg er kommet for at lære noget nyt. Kan vi tage nogle nye teknikker i brug, så vi kan dreje noget hurtigere og få længere standtider på værktøjerne, så er det godt, forklarer han.

Per Rumph blev inspireret på kurset. Under den praktiske undervisning blev han introduceret til en ny måde at bruge de skærende værktøjer på. Det handler om den geometriske angrebsvinkel, som giver tyndere spån og øger spånvolumen med en tredjedel – og dermed også resulterer i en tredjedel hurtigere spåntider.

Når han kommer tilbage til Vola, vil han orientere de spåntekniske kolleger i naboafdelingen – den rustfri afdeling – om metoden.

- Jeg kunne jo se, at der er en del at hente tidsmæssigt ved at udnytte værktøjerne på en måde, jeg ikke kendte til, forklarer han.

I løbet af kurset skulle kursisterne igennem en række spåntekniske områder, blandt andet hvordan et drejeemne skal angribes afhængig af maskine, hvordan de vælger den optimale bearbejdningsproces, hvordan de laver det optimale program, og hvordan de undgår vibrationer under drejeprocesser.

De to undervisere, Tony Løve fra KJV og Martin Pedersen fra Flextek, som begge er garvede spåntagningsspecialister, lagde ikke skjul på, at deltagerne med forbedrede drejeteknikker kan se frem til markant højere produktivitet og længere standtider på værktøjerne.

- I får højere produktivitet, større processikkerhed, længere standtider, og så opnår I også en ressourcebesparelse på værktøjer, lød det fra de to undervisere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079