På bestyrelsesmødet på Handels- og IngeniørHøjskolen den 14. juni kom den endelige godkendelse til fusionsplanerne med Aarhus Universitet. Dermed bliver et af de næste skridt at sende en ansøgning om fusion til godkendelse hos Undervisningsministeriet, men først skal Aarhus Universitets bestyrelse dog også give deres endelige godkendelse af fusionsplanerne.
”Vi har haft en meget konstruktiv og positiv proces, og vi er enige om, i hvilken retning vi arbejder. Målet er et intensivt og tæt samarbejde med Aarhus Universitet og helst en egentlig fusion. Vi mangler blot den formelle godkendelse fra bestyrelsen på Aarhus Universitet og derefter kan vi sende en ansøgning - så er det op til politikerne at sørge for at fusionen kan blive en realitet”, siger prorektor Erik Ernø-Kjølhede fra Handels- og IngeniørHøjskolen.
HIH's bestyrelse traf beslutningen på baggrund af en rapport som analyserer fordele og ulemper ved en fusion og fremlægger et forslag til en model for fusionen.
”Nu har Handels- og IngeniørHøjskolen sendt et entydigt signal om, at vi vil vækst, viden og udvikling i Midt- og Vestjylland. Fusionsplanerne er netop et udtryk for, at vi vil kunne matche globaliseringens udfordringer og store efterspørgsel efter viden i vores region, og vi ser frem til at planerne om et styrket samarbejde bliver godt modtaget af politikerne”, slutter HIH's bestyrelsesformand Kenneth Iversen.
Kilde: Pressemeddelelse fra Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning, 15. juni 2005,
http://www.hih.dk