Den samlede omsætning steg ellers med 22 % til 4,31 mia. kr., og LM Glasfiber nåede et rekordhøjt salg på 4.950 MW i 2007. Salgsfremgangen var entydig i alle virksomhedens segmenter, men især aktiviteterne i Kina og Nordamerika steg kraftigt.
Til gengæld viste bundlinjen en uventet tilbagegang. Overskuddet før skat endte på 559 mio. kr., hvilket er klart dårligere end 796 mio. kr. i 2006.
- Trods den væsentlige fremgang i 2007, må vi erkende, at vores økonomiske resultater ikke levede op til vores forventninger. Dette skyldtes primært forsinkelser i kapacitetsudvidelserne på vores spanske fabrikker, som medførte høje drifts- og logistikomkostninger, siger administrerende direktør Roland Sundén.
For at opveje for disse problemer fremstillede LM Glasfiber vinger til det spanske marked på flere af virksomhedens andre fabrikker i Europa, Nordamerika og Asien. Disse aktiviteter medførte store omkostninger, men var nødvendige for at kunne overholde forpligtelserne over for kunderne. Til gengæld er en række planlagte kapacitetsudvidelser i Spanien nu tilendebragt, og fabrikkerne nåede deres højeste effektivitetsniveau nogensinde ved udgangen af 2007.
